Ubesejret i 4 kampe for U12 (blå)
Siden sidste skriv om holdet, er der spillet 4 kampe uden nederlag. Disse har været lidt fra det ene yderlighed til den anden, hvor Greve kampen dog skal fremhæves som en tæt og rigtig god kamp. Turneringen nærmer sig sin afslutning og der mangler i skrivende stund to kampe. Holdet sidder nogenlunde solidt på andenpladsen efter Hjorten, men da de spiller med aldersdispensation (i øvrigt lidt spøjst, idet U12 GUL også har et hold mod Hjorten i deres pulje) betragter vi os som bejlere til at vinde rækken alligevel.
BK Vest - Ejby 68 (8-0)
De første 10 min af kampen skulle vist bruges til at lodde modstanderen af, men så tog fanden ved drengene og efter 16 min spil var vi på 3-0. Selvom Ejby satte den tilladte ekstra mand på banen, så var BK Vest ikke færdig endnu og vi kunne gå til halvleg med føring 5-0. Anden halvleg blev næsten som første og efter 3 scoringer mellem det 38 til 46. minut synes drengene, at det var nok for denne gang.
Friheden - BK Vest (4-4)
Denne kamp var uden vores topscorer, Daniel Jeppesen, hvilket gav chancen for at andre kunne markere sig. Desværre startede det som så ofte før, med at vi kommer bagud på et noget heldigt spark. Efter lidt justeringer kom vi stærkt tilbage, hvor vores anfører, Emre, trådte i karakter og scorede 2 mål og lagde op til et tredje, så vi kunne gå til pausen foran (fortjent) 3-1.
Kort inde i anden halvleg bliver der dømt straffespark imod os, som der vist ikke var mange blandt BK Vest’s “enden” der kunne få øje på. Normalt har vi tidligere udvist usikker i denne situation, men der skete faktisk det modsatte og vi bragte os på 4-2. Det blev så desværre startskuddet til nervøsitet blandt drengene, hvor flere ikke var glade for at få bolden. Både 3-4 og 4-4 målet burde være forhindret, men drengene manglede køligheden til sidst i kampen. Meget sigende for det uafgjorte resultat, så fejrede Friheden det som en sejr, mens vi tog det som et nederlag.
BK Vest - Greve (2-1)
Kampen mod Greve blev en rigtig intens og spændende kamp. Greve spillede en god gang fodbold og bragte sig foran 1-0 efter 10 min spil efter et hjørnespark, hvor der opstår forvirring i feltet. Et rigtigt ærgerligt mål, da vi netop har talt om disse dødbolde og opdækninger. Heldigvis er drengene ved at være så godt sammenspillet, at de ikke lader sig slå ud og kort inden halvlegen får vi fortjent udlignet til 1-1.
Halvvejs inde i anden halvleg bringer vi os på 2-1. På et tidspunkt herefter appellerer Greve kraftigt for et mål, hvor vores målmand, Lukas, redder bolden på stregen. Personligt kan jeg ikke vurdere situationen fra sidelinjen, men dommeren lade fløjten forblive tavs. 2-1 bliver slut resultatet og vi kan se tilbage på en vunden kamp over en af vores nærmeste rivaler.
Bagsværd - BK Vest (0-11)
Den seneste kamp der er blevet spillet var mod Bagsværd. Og det viste sig at blive en meget ulige kamp. At den derudover også blev spillet på en lille (7-mands?) kunsttofbane gjorde bare tingene nemmere for drengene. Både Daniel Jeppesen og Tobias scorede 4 mål, hvilket deres mødre blev glade for, da der vist var lavet en aftale i forældregruppen om, at der skal gives kage ved 3 (eller flere) scoret mål af ens dreng.
PS Det er træneren, som kan skimtes oppe til højre, som går og rydder op efter drengene :-)